Bloggen,  Events

Mit allerførste blogevent: Bloggers by Heart på Schæffergården

// INVITERET TIL PRESSEEVENT //

I torsdags var jeg til et blogevent med mit bloggernetværk, Bloggers by Heart. Jeg havde set frem til det i flere måneder, men min nervøsitet var steget eksponentielt, som datoen langsomt sneg sig tættere på. Det er nok meget naturligt, når man på forhånd har stemplet sig selv som “ikke-event”-typen. Men måske er jeg event-typen alligevel? Jeg havde ihvertfald en fantastisk aften!

Eventet var arrangeret af partnerduoen bag Bloggers by Heart, Katrine og Lise, som har arbejdet på højtryk henover sommeren for at berige vores netværk med en masse spændende (og innovative) tiltag. Dette skulle fejres med manér, og med lidt tryllestøv (og en fantastisk allieret i Anette Price fra Price Kommunikation), fik vi mulighed for at slå vores folder på det storslåede hotel- og konferencecenter, Schæffergården, i Gentofte.

Schæffergården

Vi startede ud med en præsentation af Schæffergården, som blev fortalt af stedets direktør, Peter Gerløv Feddersen. Han tog os på en rejse gennem Schæffergårdens fortid, nutid, og fremtid, og jeg fik et indtryk af en direktør, som gør alt, hvad han kan, for at stedet bevarer den ånd og integritet, som har været til stede helt fra stedets oprindelse – og som synes at være blevet intensiveret, efter at Fondet for Dansk-Norsk samarbejde overtog bygningerne i 1949.

Jeg forestiller mig lidt, at dét, at være direktør for et sted som Schæffergården (eller ethvert andet sted, som i dén grad er i besiddelse af en sjæl), er som at indgå i et ægteskab: det skal elskes og æres.

Schæffergården

Efter det lille foredrag om Schæffergården (som også bød på kage, og alle ved, at man lytter bedre med kage), gav Peter os en rundvisning på stedet og dets omkringliggende udendørsareal. Der er ved at blive anlagt køkkenhave, og selv i det kolde efterårsvejr omkring skumringstid, var det let at forestille sig, hvor fint det vil blive, når det hele kommer ordentligt i gang.

Schæffergården

De indendørs arealer bød på masser af historie og kultur; nogle steder var væggene prydet af skriftlige- og billedlige levn fra samarbejdet mellem Danmark og Norge under Anden Verdenskrig – en rigtig spændende og vigtig del af vores nationalhistorie, som alle burde kende til; andre steder var væggene udsmykket med kunstværker, som ville være guf for enhver med interesse for kunst. Personligt er jeg mere en historienørd end en kunstnørd, men man kan jo altid værdsætte pæne ting, ik’? Jeg er ked af, at jeg ikke havde mere tid til at undersøge alle de spændende ting, der var at kigge på, men så må jeg afsætte et par timer en lørdag eller søndag til at udforske på egen hånd.

Schæffergården

Vi fik også mulighed for at kaste et hurtigt blik på Restaurant Wohlert, der er beliggende på Schæffergården, og som er tegnet af Wilhelm Wohlert – arkitekten bag Louisiana. Hvis man er bekendt med Louisiana, vil man hurtigt kunne spotte de mange designmæssige- og arkitektoniske lighedspunkter mellem henholdsvis Louisiana og Restaurant Wohlert. Restaurantens loft var besmykket med ca. 600 dæmpede lyspærer, som både var utroligt smukt at se på – næsten et kunstværk i sig selv – men som også bidrog til en stemning af hygge, varme, og intimitet.

Schæffergården

Schæffergården

Et ord, som blev ved med at poppe op i mit hoved under vores rundvisning, var “bæredygtighed”. Schæffergårdens interiør emmer af holdbarhed og tidløshed – kvaliteter, som afspejles i gentagent brug af klassisk dansk design, som jo aldrig går af mode. Hvert enkelt møbel og kunstværk har en historie, og er blevet særligt udvalgt og placeret med henblik på en større fortælling. Mange af tingene har mange år på bagen, men er alligevel utroligt velbevarede – og jeg tror at der var mange af os, som var klar til at flytte ind – sådan permanent.

Schæffergården

Efter rundvisningen var det tid til at rette fokus mod Bloggers by Heart. Katrine og Lise lavede en fantastisk præsentation af det ‘nye’ Bloggers by Heart, og gav os også en præsentation af netværkets nye “lillesøster”, BlogGuides.dk, som skal være en hjælpende hånd til alle, som enten ejer en blog eller har et ønske om at eje en blog. Jeg havde i forvejen opsøgt hjemmesiden flere gange, da den på meget pædagogisk vis forklarer mange af de tekniske ting, jeg ellers havde opgivet at prøve at forstå. Do recommend!

Schæffergården

Schæffergården

Efter oplægget var der dømt tapas og fri bar, og jeg var så heldig at sidde til bords med Katrine, Lise og Annette (som i mit hoved hedder ‘Vejen til Birkin’). Vi fik sparret om en masse spændende ting, og jeg blev blot bekræftet i, at jeg som blogger er lige, hvor jeg skal være. Katrine og Lise står for nogle virkelig fine værdier – både som mennesker og som bloggere – og jeg er simpelthen så stolt af at være en del af et netværk med en så bred vifte af bloggere, som alle brænder for deres lille stjerne i blogosfæren. Det giver mig lyst til at være den bedste blogger, jeg kan være.

Alt i alt var det en fantastisk oplevelse. Det var så sjovt og berigende at møde mange af mine blog-kolleger, og endelig få ansigt på dem, man ellers kun kender på skrift. Jeg glæder mig allerede til næste gang! Og tusind tak til Schæffergården for at lægge hus til, og gøre oplevelsen ekstra særlig.

8 Comments

  • Lise Sommerlund

    Sikke et dejligt og velskrevet indlæg! Jeg ELSKER, når der er mange detaljer med 🙂

    Schæffergården var virkelig et særligt sted og Katrine og jeg blev også bekræftet i, at det vi gør er det rigtige.

    Når det er sagt, så er vi heldige at have DIG med. Du skriver bare SÅ godt og du har en 100% unik vinkel på din blog. Hold fast i den med alt du kan, så skal du nok flyve ud igennem de lyserøde skyer og sidde blandt stjernerne lige pludselig, og vi er her med dig hele vejen.

    Mange kærlige hilsner Lise

    • Sofie

      Tak, kære Lise. Yes, jeg man går ikke ned på detaljer her hos mig! Ha. Og tusind tak for de søde ord. <3 Det betyder alverden.

    • Sofie

      I lige måde, kære Anette. Jeg synes også, at det var virkelig interessant at høre om din blog, og dine tanker derom. I det hele taget var det bare hyggeligt at kunne tale sådan blogger-til-blogger, og sparre om det hele.

  • Laura

    Årh, hvor lyder det bare skønt, og hvor er det dejligt at høre, du fik så meget og en så god oplevelse ud af det. Er super ærgerlig over, jeg ikke kunne være der, men mon ikke vi mødes en anden gang.
    God weekend og smil til dig!
    Laura // LMinside<3

    • Sofie

      Jeg kan godt forstå, at det ville have været en lang tur for dig at tage. Jeg glæder mig sådan til at møde dig en dag, og jeg er sikker på, at der bliver en anden anledning på et tidspunkt! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: