• Strøtanker

    Når man ikke længere kan følges ad

    Puha, så kom den. I dag ville Samantha være fyldt 30 år: en milepæl på højde med at fylde 13, 18, og 20. Hun ville være trådt ind i et nyt årti; en ny epoke, som skulle have budt på nye eventyr, oplevelser, erfaringer, kærlighed, samvær, og endnu mere musik. Hun var en skaber, som fremfor den sikre vej valgte den sti, som endnu fremstod ubetrådt. Hun var en kæmpe kapacitet på så mange områder, men uden at vide det selv. Alligevel var det tydeligt for alle, der mødte hende, at hun var beriget med en masse gaver fra naturens hånd; at hun, på trods af en masse modgang, ville kunne kæmpe sig gennem ukrudtet og hen til solsikkerne. Hun tog al sin viden fra universitetet (og en ungdom som flittig bruger af internettet og dets muligheder), og nåede lige at oprette sit eget firma inden hun døde — som…

  • Strøtanker

    Min Samantha

    Jeg ved ikke lige, hvor jeg skal begynde. Jeg befinder mig i et sammensurium af følelser; en rutsjebane, hvor jeg er tvunget til at blive siddende til turen er slut. Og det føles så ansvarløst og ufornuftigt at bruge dyrebar tid på at skrive det her indlæg, nu hvor jeg har så meget andet, der skal gøres færdigt: opgaver, der synes fuldkommen ligegyldige og meningsløse nu, men som ligger og skriger på opmærksomhed, for med eksamensopgaver føles det altid som liv eller død. Men det er det ikke, det er en illusion. Hvordan kan jeg skrive om narrativer, når hun har mistet sit; når det føles, som om jeg lever i en drøm, eller et mareridt; rammeløst, uforudsigeligt. Når jeg ikke kan mærke mig selv; når alt er sløret og uvirkeligt. Når jeg bliver ved med at se hende for mig – livløs – når hun nu var et af…