En neglelaksfetishists våde drøm, eller da lykken tilsmilede mig på Østerbrogade

I dag, da jeg kom gående frisk og frejdig ned ad Østerbrogade, nåede jeg lige akkurat at tænke, at det dog var dejligt, at det var sidst på måneden og at jeg for en gangs skyld stadigvæk havde lidt penge tilbage på bankkontoen. Jeg har den sidste måned været rigtig dygtig til bare at kigge, til at lægge ting tilbage, og til at spørge mig selv, om jeg virkelig har brug for endnu en hårkur i badet, som Chuck kan skubbe ned og derefter bande og svovle over. Svaret til det er for det meste nej.

Så alt det gik jeg altså og klappede mig selv på skulderen over, samtidig med, at jeg klappede mig selv på skulderen for at have skrevet fire sider af min bacheloropgave. Fire sider, som godt nok skal læses igennem circa tredive gange, for det gik lidt stærkt, men det er stadigvæk fire sider, som jeg ikke havde i går. Faktisk havde jeg ingenting i går — men det siger vi ikke til nogen.

Og så skete det. Det, der ikke måtte ske.

“Skete hvad?,” tænker I så. Armageddon? Ragnarok? Begyndelsen på Tredje Verdenskrig med Trump i spidsen? Faldt jeg igennem et hul i noget vejarbejde? Blev jeg torpederet af en hidsig cyklist, der prøvede at spare et nanosekund, fordi deres tid er meget vigtigere end alle andres? Skvattede jeg over en af de mange skæve brosten? (Okay, jeg skvattede faktisk på en måde, men det kommer jeg til senere.)

Næ, jeg så såmænd bare et skilt med de smukkeste ord, jeg nogensinde har hørt:

Neglelak: 10 kr. Førpris: 80 kr.

Læs mere