• Studieliv

    At være studerende og samtidig være introvert

    Camilla Lærke Lærkesens kronik Undskyld, jeg er introvert har efterhånden et par år på bagen, men nu, hvor vi med hastige skridt nærmer os studiestart, synes jeg alligevel, at den skal læses af alle nye studerende.  Jeg kan huske, at kronikken var en kæmpe øjenåbner for mig, idet den italesatte en problematik, som jeg har gået og tumlet med hele mit liv – og som jeg specielt er blevet opmærksom på, efter jeg er blevet universitetsstuderende. Min barndom var præget af sygdom, og mine teenageår præget af social angst og depressioner, så da jeg startede som studerende, og følte mig ekstremt overvældet over det sociale aspekt af uddannelsen, skød jeg skylden på manglende træning. Men nej, jeg er såmænd bare introvert.