Tro, håb, og kærlighed: at søge ind på en videregående uddannelse

Young woman carrying backpack put her hands up

Vi har for længst passeret tiden med studentervogne og den evige debat om, hvem der har ret til at gå med studenterhue, og er nu i slut-juli: en tid, der står i de videregående uddannelsers tegn, og dermed snak om arbejdsløshed, værdien af humanvidenskab og samfundsvidenskab, og om hvorfor vi ikke bare alle sammen kan uddanne os til håndværkere, ”for dem kommer vi sgu til at mangle en masse af i fremtiden.” Jo jo, man kan altid regne med Politikens kommentarspor på deres Facebook-side. Det er sjovt, hvordan vi alle sammen pludselig bliver eksperter på samfundets fremtidige behov, og føler, at vi har patent på folks fremtid. Er vi f.eks. ikke rigtigt glade for, at nogen har valgt at læse russisk, når nu Putin har vist sig at være – well – Putin?

Alle har nu fået svar på deres ansøgninger, og den nervepirrende tid, hvor man ikke ved, om man er købt eller solgt, er forbi. Nogle er rigtigt glade, nogle er rigtigt kede af det, og nogle er bare glade for at få SU (sad, but true). Jeg har selv været så “heldig” at opleve det to gange, og begge gange var lige nervepirrende af forskellige årsager.

Læs mere

Blognavne og de seriøse overvejelser – aka overtænkning i stor stil

Eftersom jeg har blogget on-and-off siden 2002, har jeg efterhånden navngivet mange en blog. Selvom éns blognavn jo egentlig er underordnet (det er jo trods alt indholdet, der betyder mest) er det alligevel en del af førstehåndsindtrykket, og noget man vil blive forbundet med fremover. Personligt ELSKER jeg puns, og jeg elsker blognavne med et twist. Jeg kan også godt lide de mere simple blognavne, hvor ejeren har holdt sig til sit eget navn — det gør det unægteligt nemmere at huske. Medmindre der er tre fornavne og tre efternavne. Nu har jeg personligt et utroligt almindeligt fornavn (Sofie) og et lidt specielt efternavn (Fehmerling), som altid skal forklares og staves, og som derudover konsekvent bliver udtalt forkert (Fer-me-ling) — og, ja, jeg tror jeg ville fortryde det mega meget og mega hurtigt.

Hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at man skal kunne vokse med navnet. Det var lidt svært for mig at vokse med mit første domænenavn, Sweet Toxic, som jeg valgte i den spæde alder af 14, hvor følelserne gik højt og jeg godt ville være nogens søde gift, eller noget. Jo jo, hvis blognavne er identiteter, så har jeg godt nok været hele spektret rundt.

Anyway, her er nogle af de navne jeg overvejede i denne omgang, som jeg iøvrigt har besluttet mig skal være den sidste. Nu er det her min blog, min permanente blog, og jeg skal elske den og pleje den og vande den og behandle den som var den Monets have.

Læs mere