Hverdag,  Kronisk sygdom

Efterår, efterår, kom nu frem!

Hallo, er der nogen hjemme? *banker på skærmen som skærmtrolden Hugo*

Vi har eftersigende haft årets sidste sommerdag, og jeg føler sådan lige præcis nul procent melankoli over dét faktum. Alle andre år ville sådan en udtalelse have sendt mig ud en mindre krise, a la min vanlige “åh-nej-det-er-søndag-aften-og-jeg-skal-i-skole-i-morgen”-krise, da jeg gik i folkeskolen, men denne gang løb jeg udenfor og slog jeg hænderne sammen mod himlen, og råbte “THANK YOU, JESUS!” Og jo, jeg er en kæmpe hykler. Men med tre måneders tropenætter, har jeg simpelthen fået for meget af det gode.

Dynen er hevet frem fra skabet, og jeg har allerede iført mig jeans og sweater. For første gang i mit liv(!) ser jeg frem til kølige og regnfulde efterårsdage; støvler, suppe, bunker af blade i alskens varme farver samt kastanjer på jorden, som man er ved at falde og brække halsen over på en ellers uskyldig gåtur rundt om søen.

Eller er det bare mig?

Jeg vil gerne bede om alt på efterårs-menuen, tak. Lige bortset fra våde sokker. Jeg hader våde sokker. Faktisk vil jeg sige, at jeg har noget nær en fobi for våde sokker. Men her kan jeg tilbyde en kreativ (og ekstremt ineffektiv) løsning på lige netop dette problem (en såkaldt “life-hack”, om man vil): en hårtørrer. Man skal bare indtage “av-har-jeg-lige-fået-en-splint-i-foden?”-stillingen, og så gælder det ellers bare om at holde den stilling i de tyve minutter, det tager, at tørre sokken (altså, jeg har aldrig sagt, at det var en god life hack, vel?) Dette tæller med i det daglige yoga-regnskab, by the way.

Det har været en lang sommerferie, og jeg har haft svært ved at fylde tiden ud. Faktisk har jeg nok haft lidt for meget tid til at fundere over livet. Bevares, jeg fik da presset lidt action ind, da jeg snublede på Nørrebro for en måneds tid siden, og troede, at jeg havde brækket hele underkroppen, men da det så viste sig, at jeg får en gangs skyld var sluppet heldigt fra et uheldigt møde med de ujævne kommunale fortove, døde det hele lidt ned igen. Og det er jeg selvfølgelig mægtig glad for, for jeg har ting, der skal ordnes og spændende efterårsprojekter forude. Men sådan er det, når man lider af pycnodysostosis – enhver bevægelse kan i princippet blive din sidste (i lang tid). Jeg trænger ihvertfald aldrig til en tur i Tivoli.

Chuck er begyndt til danskundervisning igen, tirsdag og torsdag, og vi har gjort det til en tradition, at jeg følger ham derhen og henter ham igen, når han er færdig. Det er pænt tidligt om morgenen, men det er hyggeligt, og jeg kan snildt bruge to en halv time på Københavns Hovedbibliotek. Jeg har fundet en særlig afdeling af bøger, som interesserer mig meget, og dem hiver jeg så med ned i caféen, hvor jeg fortærer en hjemmebragt klapsammen med ost og en café latte fra Espresso House. De har et morgentilbud inden kl. 10, som stadigvæk er hundedyrt, men som trods alt er billigere end så meget andet Københavner-kaffe.

Sidste gang havde jeg min computer med og forsøgte at få skrevet et blogindlæg, men inspirationen var der ligesom ikke rigtigt, så jeg endte på Pinterest i stedet for. Jeg håber dog, at jeg vil kunne komme ind i en rutine, hvor jeg kan få opdateret bloggen minimum et par gange om ugen, og det kunne jo så eksempelvis være tirsdag og torsdag. Bloggen er jo mit hjertebarn, som jeg desværre får negligeret engang imellem, men det gør mig godt at skrive, og jeg må blive bedre til at gøre ting, der gør mig godt – praktisere noget #selflove og #selfcare. Jeg er begyndt at smøre min krop ind i bodylotion efter badet, så jeg er allerede godt på vej, føler jeg.

Hav en god lørdag – vi tales forhåbentlig ved på tirsdag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: