Når man ikke længere kan følges ad


Strøtanker / onsdag, august 1st, 2018

Puha, så kom den.

Samantha Goertz

I dag ville Samantha være fyldt 30 år: en milepæl på højde med at fylde 13, 18, og 20. Hun ville være trådt ind i et nyt årti; en ny epoke, som skulle have budt på nye eventyr, oplevelser, erfaringer, kærlighed, samvær, og endnu mere musik.

Hun var en skaber, som fremfor den sikre vej valgte den sti, som endnu fremstod ubetrådt. Hun var en kæmpe kapacitet på så mange områder, men uden at vide det selv. Alligevel var det tydeligt for alle, der mødte hende, at hun var beriget med en masse gaver fra naturens hånd; at hun, på trods af en masse modgang, ville kunne kæmpe sig gennem ukrudtet og hen til solsikkerne.

Hun tog al sin viden fra universitetet (og en ungdom som flittig bruger af internettet og dets muligheder), og nåede lige at oprette sit eget firma inden hun døde — som jeg er sikker på, at hun ville have oplevet stor succes med, hvis hun havde fået lov til at leve det ud.

Hvis hun havde fået lov til at leve.

Tænk, hvad hun kunne have ført det til – og ført sig selv til. Og alligevel var hun alt, hvad hun skulle være – og mere til. Det eneste, hun manglede, var tid.

Hun fik ikke lov til at fylde 30, men hun fik sat sit præg. Punktum.

For eksempel, var hun for mange år siden hovedkilden bag min feministiske åbenbaring, da jeg i et blogindlæg skrev noget pjat om, at jeg ikke følte mig som en ”rigtig pige” eller ”piget nok”, hvor hun besvarede indlægget med en kommentar, hvor hun understregede, at der ikke er nogen ”rigtig” måde at være pige på; at hun hadede begrebet ”piget”, da det altid enten blev brugt nedsættende eller som et eller andet ideal adjektiv, som var socialt konstrueret.

Boom. Mind blown.

Min introduktion til feminisme var dermed hverken gennem Judith Butlers Gender Trouble eller Simone Beauvoirs Det andet køn, men gennem Samantha Rae Goertz skolende kommentar på et dumt blogindlæg. Hun udvidedede min verden og gav den en ekstra dimension, som med det samme gav så meget mening. Og jeg så mig aldrig tilbage.

Det er nu lidt over 3 måneder siden hun forlod denne jord, og smerten er ikke blevet mindre for hendes familie. Jeg ved, at de sidder med en massiv følelse af meningsløshed – og det er meningsløst. Fuldkommen. Og det er et faktum, der må være meget svært at leve med.

Samanthas fremtid vil altid fremstå som noget, der ikke blev, men som kunne have været. Som skulle have været. Nu er den et del af et alternativt univers; en myte og et “hvad hvis?”. Der er så mange milepæle forude, hvor man vil sende hende en ekstra tanke, og fantasere om, hvor livet ville have bragt hende hen. Man vil komme til at skrive en historie i sit hoved, som man kan leve med. At hun blev 30, at hun blev lykkelig, og at hun fortsatte fuld fart fremad ud ad livets landevej. At hun fandt den store kærlighed og fik de børn, hun havde ønsket sig, siden hun var helt ung. Alt andet er ubærligt.

Men virkeligheden er også ubærlig.

Tillykke med de 30 år, Samantha. Thinking of you fondly, always.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.