Min Samantha


Strøtanker / søndag, maj 13th, 2018

Jeg ved ikke lige, hvor jeg skal begynde. Jeg befinder mig i et sammensurium af følelser; en rutsjebane, hvor jeg er tvunget til at blive siddende til turen er slut. Og det føles så ansvarløst og ufornuftigt at bruge dyrebar tid på at skrive det her indlæg, nu hvor jeg har så meget andet, der skal gøres færdigt: opgaver, der synes fuldkommen ligegyldige og meningsløse nu, men som ligger og skriger på opmærksomhed, for med eksamensopgaver føles det altid som liv eller død. Men det er det ikke, det er en illusion. Hvordan kan jeg skrive om narrativer, når hun har mistet sit; når det føles, som om jeg lever i en drøm, eller et mareridt; rammeløst, uforudsigeligt. Når jeg ikke kan mærke mig selv; når alt er sløret og uvirkeligt. Når jeg bliver ved med at se hende for mig – livløs – når hun nu var et af de mest levende mennesker, jeg nogensinde har mødt. Betænksom, eftertænksom, empatisk, klog, vittig, lille og vågen – og med en sangstemme som en engel.

Jeg har åbnet et nyt word-dokument og ladet de ti andre stå åbne. Jeg er ligeglad. Det er ligegyldigt.

Jeg er god til at huske fødselsdage, det har jeg altid været. Jeg kan stadigvæk huske enkelte fødselsdatoer fra dem, jeg gik i klasse med fra 0-2 klasse, som jeg ikke har haft noget at gøre med siden. Jeg lagrer triviel information, men har svært ved at huske det ”vigtige”. Men jeg er god til fødselsdage, og for et par uger siden tænkte jeg på, at Samantha ville fylde 30 i år – d. 1 august – og hvordan det var en milepæl. Jeg blev nostalgisk på hendes vegne, og overvejede at sende hende en gave til den tid. En kasse med ting specielt udvalgt til hende – små finurlige ting. For sådan var hun. Og det kan jeg ikke nu.

Jeg kan heller ikke deltage i hendes mindebegivenhed, for dem, der holdt af hende, eller lægge blomster på hendes grav.

Jeg lærte Samantha at kende i 2004. Hun var et år ældre end mig, 88’er, og fra Canada. Hun sendte mig de smukkeste billeder af sin by, og jeg følte, at København blegnede i sammenligning. Vi mødtes gennem min bedste internet-veninde på det tidspunkt: en pige fra England, som gjorde mig fodboldinteresseret i sådan ca. 5 minutter. Vi er stadigvæk venner på Facebook. Jeg skrev til hende, efter jeg fandt ud af, at Samantha var død, i et desperat behov for at række ud til dem, der engang var de allertætteste; som også kendte hende. I vores snak om, hvor fantastisk et menneske Samantha var, og hvor mange gode minder, vi har om hende, kom vi også til at tale om, hvor meget vores venskab med hinanden havde betydet. ”Set i bakspejlet, og med den viden, jeg har om mig selv nu, var du et af de første mennesker, jeg turde åbne op over for – og det vil jeg altid værdsætte.”

Jeg skrev også til andre, som havde kendt hende og talt med hende, som var en del af min vennegruppe dengang. Min onlinevennegruppe, som var min eneste vennegruppe. Men i min angst og fobi for omverden havde jeg ikke brug for andre.

Jeg er en del af en generation, som fik internettet serveret som tweenager. Jubii Chat, Spil.tv2.dk, MySpace, Arto, internetfora, osv. Nogle udvekslede man MSN-addresser med, hvilket var at tage skridtet videre – så var der potentiale for et venskab. Hvis man havde blogs (og det havde jeg og mine veninder), var der forskellige hjørner af internettet, man kunne befinde sig i.

Samantha blev en del af mit blog-hjørne, min ”inner-circle”. Vi grinede, græd, udvekslede meninger, og blev klogere. Hun anbefalede duoen She & Him til mig, efter jeg faldt pladask for Beach Boys’ harmonier. Hun havde hørt nogle sange og havde tænkt på mig. Vi blev begge store fans og diskuterede, hvorvidt Vol 2. var lige så god som Vol 1. Jeg var mere til den rustikke lyd fra deres første album, hvor Samantha satte pris på produktionen på det andet. Hun introducerede mig for onlinebutikken ModCloth, hvor jeg siden brugte oceaner af tid på at fylde en indkøbskurv, der aldrig forlod butikken (man var vel en fattig studerende) og det samme gjorde hun. Sammen kunne vi drømme om opnåelige og mindre uopnåelige ting, sende hinanden tusindvis af links.

Vi fik aldrig rigtigt talt om døden, for den var så langt væk. Troede vi.

Som jeg skriver alt det her, har jeg pludselig svært ved at huske, om jeg nogensinde introducerede hende for noget, der berigede hendes liv. Pludselig virker det så ensidigt. Det håber jeg, at jeg gjorde – på en eller anden måde.

Hun var en fantastisk sangerinde, og havde musikken i sig. Hendes stemme voksede sig stærkere og stærkere, og jeg er så glad for, at mange af hendes sange kan findes på internettet. En aften sang hun Fleetwood Mac’s Landslide for mig på Skype, fordi jeg synes den passede perfekt til hendes klang. Og jeg havde ret. Og nu er den på Youtube.

Vi var de tætteste veninder, Samantha, Yimin, Kayla, Sandel’ og jeg. Vi hang sammen som ærtehalm. De var ligeså virkelige for mig, som hvis de havde siddet ved siden af mig. De var jo lige der. Og jeg savnede dem aldrig uden for computeren, for det havde jeg ikke brug for. Jeg udviklede mig med dem gennem det skrevne ord. Vi voksede op sammen. Vi var søstre.

Og så begyndte vi hver især på uddannelser, og havde mindre tid til daglig kontakt. Det var en naturlig proces; en naturlig ’løsrivelse’ fra dem, vi havde været engang. Kayla blev historiker og arbejder nu med krigstraumer fra første verdenskrig; Sandel’ arbejder for et firma, der beskæftiger sig med sociale medier. Yimin er nu bosiddende i Zurich, hvor hun har en stilling i Citibank, og Samantha har en universitetsgrad i digital antropologi.

Jeg er så stolt af dem, og af det, de har opnået – med de udfordringer, de hver især har haft. Jeg følger med på Facebook og vi skriver sammen engang imellem – med masser af hjerter. Selvfølgelig med masser af hjerter.

Samantha og jeg holdt hinanden opdaterede – med mellemrum, selvfølgelig. Lange, lange beskeder, hvor vi fik vendt hele vores verden. Jeg havde for nyligt tænkt på, at det var tid til en opdatering; til at høre fra hende om, hvordan hun havde det, fremfor diverse opslag på de sociale medier. Vi ved jo alle sammen, hvordan det foregår på de platforme. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ikke ville nå at spørge hende – at der var et ur, som ingen af os kendte til, som tikkede.

Jeg bliver så ked af at tænke på alt det, hun ikke fik nået. Alt det, der skulle til at begynde for hende. Hun var 29 år gammel. Der var så meget forude, som hun skulle have oplevet, følt, tænkt, sagt og gjort.

Det var et tilfælde, at jeg fandt ud af, at hun var død. Jeg begyndte at se beskeder poppe op på min homefeed på Facebook; beskeder skrevet om hende i datid, fra hendes familie og venner, hvor hun var tagget. Mini-nekrologer. Jeg blev ved med at genlæse beskederne mens jeg gned mig selv i øjnene, for jeg kunne ikke få verbet ”was” til at stemme overens med min virkelighed. Hun var jo lige der. Og så klikkede jeg ind på hendes profil.

Min søster Samantha døde pludseligt d. 6 maj af en blodprop som følge af en ankelfraktur.

Blodprop som følge af en ankelfraktur. En fucking ankelfraktur.

Vedhæftet var et billede taget et par uger før hendes død, af hende, hendes forældre og hendes bror, grinene på hendes forældres veranda, hvor Samantha blandt andet nævnte sin brækkede ankel, og hvor uheldig hun havde været. På hendes sidste instagramopslag skrev hun, at det eneste gode ved en brækket ankel var, at hun nu kunne få masser af kvalitetstid med sin hund.

Og så var der det sidste, hun skrev til mig, som jeg aldrig fik svaret på: en instagramkommentar fra aprilmåned. ”Hvor er jeg glad for at se, at du stadigvæk blogger. Jeg har læst med gennem googletranslate, selvom jeg er sikker på, at der er meget, der går tabt,” og så til slut: ”Thinking of you fondly, always.”

Og sådan tænker jeg også på dig, Samantha. Fondly, always.
Det håber jeg, at du ved.

For fanden, altså. Fuck. FUCK.

Chuck og jeg tog ud i Fields i går. Jeg kunne ikke holde ud at være hjemme. Jeg følte, at jeg var ved at blive kvalt. Jeg havde brug for at kigge på noget, kigge på nogen, spise en salat på Dalle Valle.

Men det hele føltes som en drøm. Hele oplevelsen var gennemsyret af uvirkelighed. Jeg nev mig selv flere gange. Jeg var grådlabil, bange for at komme til at gå ud af butikken med noget i hånden, som jeg havde glemt, at jeg havde taget op og kigget på. Jeg gik og småtalte med mig selv. ”Min veninde er død; jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

Hvis jeg griner, så græder jeg. Hvis jeg taler, knækker stemmen. Jeg har aldrig været ude for sådan noget før, og jeg kan ikke finde ud af det. Jeg ved ikke, hvordan man gør. Jeg ved bare, at jeg bliver nødt til at sidde rutsjeturen ud. Man kan ikke stå af i en rutsjebane.

Jeg kan ikke holde ud at tale om det. Jeg kan skrive om det, selvom det ikke har haft samme forløsnende effekt, som jeg havde håbet. Måske kommer det senere.

Jeg er bange for, at jeg har gjort vores historie sammen for kort — for simplificeret. At det ikke skinner igennem, hvad vi havde, og hvad vi delte. Jeg er rædselsslagen for, at mine skriftlige evner er så begrænsede, at jeg ikke har kunnet vise hende som et helt menneske. En multi-dimensionel figur. Én man kan forestille sig; én som befandt sig et sted ude i verden. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at hendes online-tilstedeværelse skulle blive slettet, og håber inderligt, at hendes familie vil lade hende stå, som hun var. Medmindre det gør for ondt.

For så har jeg hende lidt endnu. Og det er et lille plaster på såret.

2 Replies to “Min Samantha”

  1. Wow, hvor smukt skrevet. Kærligheden i jeres relation skinner i den grad igennem, og din sorg rører mig helt ind i sjælen.
    Alle de bedste hilsner herfra – Laura

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.