I er min overspringshandling (lidt om podcasts, negle, og min hang til drama)


Hverdag, Kattedame / torsdag, april 26th, 2018

Jeg har på nuværende tidspunkt gang i tusind ting: nogle fornuftige (synopser, der skal afleveres i starten af maj) og nogle mindre fornuftige (diverse YouTube-videoer, med folk, hvis hår bliver fuldkommen smadret i forbindelse med hjemme-hårfarvning); men jeg havde sådan en ustyrlig lyst til at skrive lidt herinde. Overspringshandling? Muligvis. Men det er om springe til tasterne, når inspirationen lige sådan rammer én. Du ved, en blog er en have, der skal vandes, og andre floskler. (hey, det kunne da være en god titel til en bog?)

Nå, hvad er nyt i the oh-so-interesting life of moi?

Først, et billede af Muffin, der viser min nye mini-notesbog frem. Muffin eeelsker at stå/sidde/ligge model til alt mit gøgl. Smil med øjnene, Muffin!

Jeg har købt mig en lille notesbog fra Tiger, der indeholder alt fra opgave-mindmaps til idéer til blogindlæg, New York-shoppinglister, og praktiske dosmerseddeler. Og så er den også fuld af omridsninger af mine egne små slibrige hænder, som jeg tegner pæne negle på, mens jeg lytter til Third Ears podcast og drikker kaffe. Jeg har været en late bloomer, når det kommer til podcasts (jeg er generelt mindst et år forsinket, når det kommer til de fleste trends), men er faktisk blevet rigtig glad for det her på det sidste, og ville være meget taknemmelig for anbefalinger. Der er jo efterhånden oceaner at vælge imellem. Til de historisk interesserede (og jeg er jo lidt en historie-nørd, trods alt), kan jeg anbefale Københavns Bibliotekers podcast, Bag om København. Den er virkelig zen at lytte til på vej til universitetet.

Apropos negle, så er mine ekstremt taknemmelige for, at det endelig er blevet mindre koldt og mere forår. Efter en vinter med tørre negle, der knækkede og spaltede for et godt ord, er mine klør endelig ved at være klar til sommerdesigns med frugtmotiver og lignende. Sidste sommer brugte jeg sådan ca. tre timer af mit liv med tungen lige i munden på at kopiere et vandmelonsdesign, jeg havde set på YouTube, som skulle være “åh så nemt”. For at citere den forhenværende amerikanske præsident, George W. Bush, som altid har været god til at dele ud af vise ordsprog: “Fool me once, shame on you. Fool me twice, you can’t get fooled again.” Blev resultatet pænt? Nej. Var jeg stolt af resultatet? Det må så blive et nej igen. Men min indsats blev alligevel komplimenteret hele TO(!) gange af TO(!) forskellige mennesker (så er det sagt), og anerkendelse er jo mit kærlighedssprog, så måske jeg vil forsøge mig med det igen. Har også lovet Chuck, at lave forsøge mig med noget ananas, men det virker sgu til at være lidt over mit niveau. Men er alt ikke det?

Generelt glæder jeg mig voldsomt meget til sommerferien, hvor vi forhåbentlig skal på vores sædvanlige tur til Long Island. Jeg glæder mig til varmen, luftfugtigheden, sommertøjet, og virkelig slemme afsnit af Jerry Springer i fjernsynet, med temaer såsom “Min kæreste stjal min brors kæreste, men hun er faktisk også min kæreste!” og “Du troede, du var faderen til mit barn, men det er faktisk lægen, der opererede dig for nyresten!”. Åh, mand, jeg lever for det der. Så føler man virkelig, at man har styr på sit eget shit, ik’? Jeg ser Real Housewives of Beverly Hills af samme grund — jeg elsker andres drama.

Nå, nu vil jeg varme min tomatsuppe fra i går og snuppe endnu et glas cola zero (jo, de to ting passer sammen), og så vil jeg give min intetanende kat et kæmpe møs på panden, før hun kan nå at stikke af (her lyder en ond latter ala Dr. Evil/PS: Rest in peace, Mini-Me). Jeg har så mange spændende ting (synes jeg selv!) planlagt til bloggen, som jeg glæder mig til at dele med jer i den nærmeste fremtid – dvs. når jeg er løbet tør for hår-fail videoer på YouTube og har færdiggjort mine synopser. I må have en dejlig Stor Bededags-ferie!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *