Forår forår, kom nu frem / en plante-navngivningsfest


Hverdag / fredag, marts 16th, 2018

Ak ja, solen skinner og det er bidende koldt  — det er med sandhed blevet marts måned i Danmark. I morges sneede det tilmed i København. Var det snefnug, Wilhelm Gregersen tænkte på, da han skrev sangen “Der er noget i luften” om det danske forår? Jeg er tilbøjelig til at tro det.

Nu til noget helt andet. Jeg har købt en lille kaktus i dag. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at købe de tingester, når de alligevel altid ender som sølle skrog i min drivhus-kirkegård, men jeg bliver ved med at tro, at jeg nu er blevet voksen nok til, at huske at vande dem ind imellem.

Det gode er dog, at jeg altid kan bringe dem til live med et skvat vand – selv, hvis der er gået 6-9 måneder siden, jeg sidst viste dem noget opmærksomhed. Da jeg i sidste uge så, at de var mere end halvdøde, vandede jeg dem lidt rigeligt og fik druknet to i processen. Ups. For meget af det gode.

Men nu prøver jeg en ny taktik: at navngive dem – for det kan være, at det intensiverer min ansvarsfølelse. Jeg har valgt at opkalde dem efter mine yndlings tv-detektiver. Så kan de også opklare hinandens mord, når én af dem unægteligt dør, fordi de har været så uheldige at blive købt af mig.

Og jo, jeg brugte en halv time af mit liv på at beslutte, hvem der skulle hedde hvad.

1. række, fra venstre til højre: Morse (aka ‘the new guy’ — ikke en af mine yndlingsdetektiver, men jeg løb ud af navne), Phryne Fisher, Miss Marple;
2. række fra højre til venstre: Hercule Poirot, Jessica Fletcher, og Columbo.

Hvor lang tid tror I, der går, før én af dem stiller urtepotten? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.