Tanker om mit vægttab – 4 måneder senere


Vægttab / onsdag, januar 17th, 2018

I går aftes tog fanden ved mig, og jeg besluttede mig for at forsøge at organisere vores forrum – også kaldet “the void”, fordi tingene har det med at forsvinde derinde – som bl.a. bruges til at opbevare min kørestol, gangstativ, kattespand, krea-ting, og alt andet godt fra havet. Det er i mit blot 28 1/2-årige lange liv lykkedes mig at anskaffe mig en overvældende mængde af ting, som jeg af en eller anden grund har lidt svært ved at skille mig af med. Vi taler ikke “Ekstreme samlere”-tilstande, men det føles sommetider som om, at det er vokset mig over hovedet, og det bliver altid ekstra tydeligt for mig, når jeg har været hjemmefra. Specielt efter at have tilbragt tre uger i Chucks mors hjem, hvor enhver gummielastik har sin helt egen plads, og hvor ordene “Uha, det ved jeg sgu ikke lige, hvor jeg har lagt henne” aldrig nogensinde er blevet ytret. Af andre end mig, selvfølgelig.

Så fanden tog altså ved mig i går, og da jeg gennemgik en af de nederste hylder af min rode-reol fandt jeg en pose med tøj, jeg ikke har kunnet passe i lang tid. Den lå godt gemt bag diverse badeværelses-artikler og en svupper. Tøjet har ligget der siden april 2016, og det kan jeg kun huske fordi processen blev initieret af min svigermor, der desværre fik et hurtigt glimt af indholdet af mit tøjskab og derefter prompte foreslog, at vi skulle ‘lege’ “Do you want it?”: en frygtelig, frygtelig leg, hvor man skal tage stilling til hvert eneste stykke tøj, man ejer. Resultatet af den sidste omgangs sadistiske leg er stadigvæk at finde i forrummet, fordelt i 2 store gennemsigte plastiksække. Det skal såmænd bare transporteres hen i den store Røde Kors- container på den anden side af gaden, men, hey, det kan måske blive et nytårsforsæt for 2018?

Jeg har tænkt på den pose med tøj lige siden, og har i stigende grad haft lyst til bare at kyle den ud. Specielt efter, at jeg har påbegyndt min vægttabs-“rejse” og faktisk har allermest lyst til at belønne mig selv med noget helt nyt, fremfor at støve noget gammelt af, der altid vil stramme om maven. Min vægt bevæger sig fortsat nedad; det kan jeg mærke, selvom jeg ikke har vejet mig siden jeg var hos min diætist i november. Intet gnaver; alt sidder løst og behageligt. Jeg mangler fortsat nogle kilo, men det er utroligt, hvor langt jeg er nået på så kort tid.

Posen indeholdte lidt forskellige sager — ting, som jeg var vokset fra på flere måder. Kjoler, cardigans, bluser, og t-shirts — og så et par jeans i størrelse 38, som jeg besluttede mig for at prøve på, hvilket viste sig at være en større udfordring. Når jeg tager bukser på, er der forskellige hurdles, der skal overkommes. Første hurdle er mine benskinner, der fylder en del, og som regel danner blokade så snart de har mulighed for det. De kan også rigtigt godt lide at få strømpebukser til at løbe. Hvis det lykkedes bukserne at passere benskinnerne, er næste hurdle mine knæ og området lige over, hvor jeg altid glemmer, hvor meget det hjælper at STÅ OP. Når jeg så endelig når den erkendelse og får bukserne forbi knæ-hurdlen, er vi nået til den ultimative udfordring: lårene. Jeg hiver og jeg vrider og jeg hopper og jeg bander, og lige som jeg er ved at give op, får jeg dem endelig på, og pludselig føler jeg mig høj på livet. En hård fødsel, men det hele værd.

Det var underligt at have jeans på igen—grænseoverskridende, faktisk, da de virkelig sidder tæt, og fremhæver alt det, jeg ellers prøver at skjule. Jeg ville ikke ligefrem kalde dem behagelige, på trods af stretch, men nu er jeg jo også vant til strømpebukser og amerikanske heldragter af fleece. Jeg har ikke tænkt mig at bruge bukserne, da jeg er færdig med tøj, der enten giver mig bildæk eller gnaver, men hvem ved, måske om et par kilo eller to. Eller også vil jeg give mig selv et par nye bukser, som symboliserer nu og her, og ikke har nogle forbindelser til fortiden. Det er jo et “nyt” liv, jeg har påbegyndt, som med tiden vil føre til flere sunde forandringer i mit liv. Det er ikke et forsøg på at blive noget eller nogen, jeg var engang. Jeg jagter heller ikke min laveste vægt, da det er urealistisk og ikke er der, hvor jeg har det bedst med mig selv.

Vi må se, hvor det ender, og hvor jeg lander. Jeg er stolt af mig selv, og glæder mig til min næste tid hos diætisten, hvor vi kan tale om, hvad der videre skal ske, og hvad hun mener vil være det bedste for mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.