Vi voksne kan også være bange (og skrive om det)

Vi voksne kan også være bange

For et par dage siden skrev jeg et indlæg om den forestående renoverings-process i min lejlighed. Det var en kvart del brok, en kvart del optimisme, og resten humor. Faktisk var det et meget typisk Sofie-indlæg. Hvis mine indlæg var en portion mad, er humor altid grøntsagerne. Det skal være dét, der fylder mest, og jeg tror på, at det i sidste ende er dét, der giver mest næring til både jer og mig. Ihvertfald i forhold til, hvad jeg evner at præstere. Jeg prøver også altid at ende mine indlæg med et lille svirp af optimisme, for man skal have noget positiv energi med på vejen. Og med hensyn til mit brok – well, baby, I was born this way.

Men jeg føler på en måde ikke, at jeg var helt ærlig i mit sidste indlæg. Alt det her renoverings-halløj, som jo ikke engang er begyndt endnu, har faktisk været rigtigt svært for mig.

Sandheden er, at jeg natten til fredag fik et angstanfald, der var så voldsomt, at jeg troede, at jeg skulle dø. Jeg havde ellers haft en rigtig god aften, og jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg blot et par timer efter skulle reagere så voldsomt på noget, der i virkeligheden er relativt harmløst.

Det endte med, at jeg måtte stå op kl. 4 om natten og lægge mig ind på sofaen og se to afsnit af Family Guy. Ikke at den serie betyder specielt meget for mig, men 2D-elementet gør, at det er så langt fra min egen virkelighed — og det hjalp. Fremfor at være i mine følelsers vold var jeg i stand til at koble fra, og tale mig selv ned. Jeg fik reguleret min vejrtrækning og stoppet min gråd, og efter nogen tid kunne jeg omsider give min seng en chance til.

Men — hvorfor fik jeg det så skidt? Hvorfor er det så svært for mig, at min lejlighed skal laves om, og at jeg er nødt til at gøre ting anderledes i en periode? Hvorfor har jeg siden i onsdags, da jeg fik forklaret i detaljer, hvad der skal laves, følt, at lejligheden ikke længere er min?

Jo, altså. Det lettelse for mig ville være at koge det ned til, at jeg er “tryghedsnarkoman”. Men det synes jeg alligvel ikke er helt fair over for de følelser, jeg har. Det er for nemt. Det er for reducerende. Det er for ukompliceret.

I stedet vil jeg hellere sige, at mine følelser kommer sig af flere årsager, og at det er en adfærd, der går mange år tilbage.

Jeg er født med et sjældent handicap, hvor jeg brækker mine knogler meget nemt. Uforudsigeligheden, der følger med et liv med den type sygdom, har givet mig et stort behov for kontrol. Jeg har haft så lidt kontrol over min krop, og det har medført et stort behov for at kontrollere alt, hvad jeg føler, jeg kan kontrollere. Jeg kan ikke kontrollere, hvorvidt jeg får frakturer i mine knogler, for der skal næsten ingenting til. Jeg kan ikke kontrollere, hvorvidt jeg får et epileptisk anfald. Jeg kan ikke kontrollere, hvorvidt jeg vågner med ekstreme kolik-smerter om morgenen. Jeg kan ikke kontrollere, hvorvidt jeg pludselig bliver ramt af et migræne-anfald, der varer 2-3 dage. Jeg kan ikke kontrollere, hvorvidt jeg pludselig stopper med at trække vejret om natten grundet min søvnapnø.

Der er så meget, jeg ikke kan kontrollere.

Derfor har jeg det med at kaste mig fanatisk over de ting, jeg kan styre. F.eks. udviklede jeg en spiseforstyrrelse i mine tidlige teenageår, da jeg fandt ud af, at jeg på den måde kunne få en smule kontrol over min egen krop. Størrelsen på den var noget kun jeg kunne bestemme, og det udnyttede jeg max. Og det var usundt og ulykkeligt og jeg er rigtigt glad for at være ude på den anden side. Samtidig er jeg også klar over, at den adfærd ligger til mig, og det er nok noget, jeg altid skal være opmærksom på.

Mit hjem, som jeg tilbringer rigtigt meget tid i, bl.a. fordi jeg er handicappet, er mit helle. Alle forandringer der skal være noget, der sker i mit tempo. Der er så meget, der er besværligt i forvejen, og hvis de “basale ting”, som jeg godt selv kan klare, pludselig bliver udfordret eller umuliggjort, har jeg rigtigt svært ved at forholde mig til det. Jeg føler mig truet på min eksistens, min livsstil, min kontrol. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at leve et så “almindeligt” liv, med så lidt hjælp som muligt. Jeg har været så afhængig af hjælp før i tiden, og er det stadigvæk. At måtte lægge mig fladt ned i perioder er et livsvilkår for mig, men perioderne, hvor jeg selv kan bestemme, hvordan tingene skal være, er min benzin til at komme igennem de tider, hvor det føles som om, jeg ingen autonomi har. Mit “gode liv” er altid på lånt tid — det ved jeg — og jeg vågner hver dag og er taknemmelig for, at jeg er relativt selvkørende for tiden. Det varer ikke ved, men det vender altid tilbage.

Så tanken om, at alt dét, jeg kan nu, skal blive mere kompliceret og potientielt noget, jeg har brug for hjælp til, er virkelig angstprovokerende. Og det er derfor, jeg reagerer så voldsomt. Det er angsten for at miste, for at blive sat tilbage, eller for igen at skulle være afhængig. For at citere lille Sofie i trods-alderen: “Kan selv, vil selv.”

(Og — feelings aside — så er der selvfølgelig også dét, at det faktisk virkelig ER rigtigt besværligt at skulle ud i et badeskur, når man  er fysisk handicappet. Men det har jeg allerede fået brokket mig over, så lad nu det ligge.)

Du vil måske også kunne lide

6 kommentarer

    1. Du aner ikke, hvor glad jeg blev for din kommentar. <3 Det var lige, hvad jeg havde brug for i dag.
      Du kan tro, jeg tænker på dig og den lille. Håber du/I har det godt! Det må være en kæmpe omvæltning.

    1. Ret skal være ret 😊. Det glæder mig, at du blev glad. Det var også meningen. Lillemanden og jeg har det godt – trods søvnmangel og gylp på trøjen. Ja, lillemanden lider ikke af søvnmangel, men det gør hans mor. Gylpen rammer os begge 😳. Det er en stor omvæltning, men jeg ville ikke være den foruden 😊. Rigtig god weekend!
      Girl Interrupted recently posted…Depressiv mandag: Jeg føler mig misbrugtMy Profile

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge