Projekt Vægttab: Én måned senere

donuts

Der er nu gået en måned siden jeg påbegyndte min slankekur, i samarbejde med en klinisk diætist fra Rigshospitalet. Vægten er vigtig, når man har skrøbelige knogler, og jeg havde nået et punkt, hvor jeg var begyndt at føle mig rigtig tung. Og det skal ihvertfald ikke være derfor, at jeg brækker benene.

I morgen har jeg så min første opfølgningskonsultation, og jeg glæder mig som et lille barn til at se, om mit hårde arbejde har givet pote. Det føles sådan – specielt på lårbasserne, hvis inderside ikke længere skriger, når jeg går tur. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at vi omsider har sluttet fred.  Jeg har ikke vejet mig i mellemtiden, da jeg, a) stoler mere på deres vægt, og b) ønsker at gøre det lidt dramatisk for mig selv; I ved, skabe min egen lille version af “The Biggest Loser”. Jeg regner dog ikke med at dukke op i sports-bh og spandex.

Det er vist noget med, at ordet ’slankekur’ er blevet lidt fy-fy-agtigt – og det lyder måske også lidt gammeldags. Jeg burde måske i stedet hoppe med på bølgen og kalde det en ’livsstilsændring’. Det lyder også mere moderne og positivt ladet end ’slankekur’, der emmer af restriktioner, og noget, man er på af flere omgange. Og jeg skal aldrig igen spise, som jeg gjorde før, for det er hverken godt for min krop eller mit sind. Det var selvdestruktivt og medicinerende.

Så jo, det er vel en livsstilsændring. I starten var tanken om en permanent forandring i mine spisevaner utroligt angstprovokerende for mig, da jeg er en følelsesmæssig spiser, og jeg tyede derfor i stedet til et udtryk, der hentyder til en midlertidig proces. Slankekur. Og hvis jeg skal være ærlig, så er min diæt jo en del mere restriktiv, end den ville være, hvis ikke jeg havde til mål at tabe mig. Det gælder jo om at indtage færre kalorier, end jeg forbrænder, og sådan skal det jo ikke altid være.

I disse dage ville jeg takke nej til et stykke kage til en fødselsdag, for jeg ved, at det ville aktivere en dybt iboende sukker-craving, som jeg har knoklet for at holde i skak — og jeg er desværre rigtig dårlig til det der ”alt med måde”. Så det er ikke simpelthen ikke det værd for mig, for sukkerafhængighed er serious business. Siger man ikke, at sukker er lige så afhængighedsskabende som kokain? Eller er det en myte?

Så hvad har den første måned af mit nye liv lært mig? 

  • Sugar is not the boss of me, selvom det har af og til har føltes sådan.
  • Man kan godt have det hyggeligt uden mad.
  • Og sidst, men ikke mindst: Dagen bliver altså bare bedre, når underbukserne ikke strammer.


Du vil måske også kunne lide

2 kommentarer

  1. Godt gået – jeg gider ikke selv at kigge på vægten, jeg går mere efter om mit tøj sidder godt.
    Når jeg er meget lækkersulten plejer jeg at lave en smoothie, eller en portion yoghurt med frugt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge