Mundtlig eksamen – bliver det nogensinde nemmere?

Inden eksamen

I dag var jeg til min første mundtlige eksamen i tre år(!), og dette billede er taget et par minutter før, jeg blev kaldt ind. Jeg er ikke særligt gode venner med den mundtlige eksamensform, og selvom jeg efterhånden har prøvet det et par gange, bliver jeg stadigvæk helt syg med nervøsitet i op til flere uger forinden. Jeg har egentlig kun haft få rigtigt grumme oplevelser, men de sidder stadigvæk dybt i mig, og når først man har grædt til én eksamen… ja, så føles det altså som om, at den reaktion sidder latent i kroppen, og nemt kan trigges. Det bliver angsten for angsten samt angsten for kontroltab, der dominerer, og det er også dét, der har holdt mig søvnløs de sidste mange nætter.

Så er der selvfølgelig også frygten for ikke at have gjort mit arbejde godt nok; at de ikke finder emnet interessant – eller tanken om, at blive spurgt om noget, som jeg ikke har sat mig ind i. Eller det værst tænkelige: at de ikke kan lide mig. Jeg kan nævne tusinde grunde til, at dette er totalt irrationelt, men det er vel et resultat af den der uendelige frygt for afvisning, som mange af os kæmper med. Man er jo bare et menneske.

Min eksamen gik heldigvis rigtigt godt, og jeg gik derfra med en følelse af faglig anerkendelse, hvilket betyder mere og mere, jo længere man kommer i sit uddannelsesforløb. Jeg samler ihvertfald på oplevelser, der indikerer, at jeg er lige præcis, hvor jeg skal være, og at jeg hører til der.

Pizza Ristorante Fiolstræde

Efterfølgende fejrede Chuck og jeg min afsluttede eksamen med pizza på Ristorante Italiano i Fiolstræde i København. For alt kan og skal fejres med pizza, hvis du spørger mig. Jeg glæder mig til forhåbentlig at sove godt i nat, og til at kunne lukke ned for alle dokumenterne og fanerne og pdf’erne, der har været åbne på min computer de sidste to måneder. Og så er jeg lykkelig for, at der ikke umiddelbart er nogen mundtlige eksamener at skue i horisonten. Jeg skal lige komme mig ovenpå denne her.

Du vil måske også kunne lide

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge