Stresskugler

Sofie Coffee

Jeg følte mig lidt tvær her til eftermiddag, og satte mig derfor udenfor på en bænk, for at få lidt lys og varme. Jeg satte mig med ryggen til to yngre piger, der var i gang med at optage en Youtube-video, hvor de maler stresskugler. Det var så skægt og underfundigt og uskyldigt, og deres latter og snak gjorde det meget svært at forblive tvær. I stedet blev jeg lidt misundelig. Misundelig på deres alder, deres venskab, deres fantasi, og muligvis også deres kreative evner – selvom jeg aldrig fik set det færdige produkt. (Det kan jo så åbenbart findes på Youtube!)

Men egentlig har jeg ingen grund til at være misundelig, for det kunne også have været mig som barn. Jeg har oplevet det, selvom min barndom var meget anderledes. Der var ikke noget, der hed Youtube dengang, men jeg har da haft mini-karrierer som bl.a. magasin-medstifter og smykkemager extraordinaire – alt sammen resulterende i en masse crap, jeg derefter prøvede at sælge i vores daværende gårdmiljø. Se, hvis jeg bare havde haft en anelse ambitioner, vedholdenhed, og selvdisciplin, kunne jeg måske være vokset op og blevet den nye Lennart Lajboschitz. Men der er ligesom en grund til, at jeg er mig, og Lennart Lajboschitz er Lennart Lajboschitz.

Alligevel savner jeg at være barn. Jeg savner at male stresskugler. Jeg kan stadigvæk grine så højt, at det lyder, som om jeg har en forestående tur til Bloksbjerg planlagt om fem minutter, med en kost som transportmiddel, men jeg savner at have en “partner in crime”. På den der barnlige og uskyldige måde, hvor man finder gamle nussede bamser i storskrald og hjælper hinanden med at gemme dem, så ens forældre ikke opdager dem og smider dem ud.

Jeg savner gamle nussede bamser i skjul.

Men det var ikke altid sjovt at være barn. Hvis jeg fik muligheden for at gå tilbage i tiden, er jeg ikke sikker på, at jeg ville sige ja. Det tror jeg faktisk ikke, at jeg ville. Ikke i samme krop, eller med samme sind. Jeg synes, at det var svært.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at føle et sug i maven, når jeg ser den lykkelige, bekymringsfrie del af barndommen. Og jeg tænker, gid jeg havde haft mere af det. Gid alle børn havde allermest af det, og helst hele tiden.

Gid vi alle havde én, at male stresskugler med.

Du vil måske også kunne lide

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge