Til dig, der sad bag mig til oversættelseseksamen: undskyld!


Strøtanker, Studieliv / søndag, august 27th, 2017

purple flowers

Dette indlæg er inspireret af Miriams indlæg, Folk, jeg skylder en undskyldning, som er både underholdende og utroligt let at relatere til for de fleste, tror jeg. Jeg har selv en person, som jeg for nyligt havde en rigtig dårlig oplevelse med, og som jeg aldrig fik sagt undskyld til.

Selvom hun (højst sandsynligt) aldrig vil læse dette indlæg, vil jeg gerne have lov til at sige undskyldning til hende, der sad bag mig til oversættelseseksamen på ITX d 3. juni 2017 (meget specifikt, men man ved jo aldrig). Jeg ved ikke, hvad du hedder – hvis jeg gjorde, ville jeg finde dig på Facebook og give dig en ordentlig undskyldning. Jeg er hende, der flere gange kom til at rykke for langt tilbage på min stol, og dermed var ved at hive hele din computer ned op til flere gange. Jeg har det stadigvæk dårligt over, at jeg muligvis bidrog til yderligere stress og nervøsitet hos dig, i en situation, der allerede var presset. Det eneste, jeg kan sige, er, at det ikke var med vilje.

Jeg var så nervøs, at jeg glemte, hvor tæt vi sidder i de lokaler, og pga. mit problematiske bækken, er jeg ofte nødt til at skifte stilling på min stol. Dette skal dog selvfølgelig ikke gå ud over andre. Jeg fejlbedømte afstanden, bl.a. fordi jeg følte mig så stresset og ubekvem, og da vi ikke måtte tale sammen, kunne jeg derfor kun hviske/mime ”undskyld, det var ikke med vilje”, hvilket selvfølgelig ikke gjorde nogen reel forskel. Så vidt jeg ved skete der ikke noget, men det har selvfølgelig givet dig ekstra bekymringer, at du aldrig vidste, hvornår jeg ville ramle ind i dig, eller om det hele ville ryge på gulvet.

Jeg kan fortælle dig, at jeg hver gang fik så meget angst over min egen manglende kontrol over min krop, at jeg var lige ved at rejse mig og gå. Jeg havde så dårlig samvittighed over for dig, og følte mig virkelig pinlig berørt.

Da vi var færdige og opgaven var afleveret, burde jeg have sagt undskyld til dig. Jeg kunne mærke, at du var rigtig vred og frustreret, og i stedet for at konfrontere det lige på, stak jeg halen mellem benene og forlod kujon-agtigt lokalet med min veninde. Jeg følte ikke, at jeg kunne sige noget, der kunne gøre det godt igen, og jeg følte mig for skrøbelig til at sætte mig selv i en situation, hvor jeg potentielt skulle ”skældes ud” (i mangel på en mere moden formulering) – så jeg sagde ingenting. Jeg fik ikke engang øjenkontakt med dig. Jeg gik bare.

Da jeg undgik dit blik, ville jeg også have rigtigt svært ved at genkende dig, hvis vi mødtes på universitetet. Jeg er rigtigt ked af, at jeg har givet dig det indtryk af mig, at jeg er ligeglad med, hvordan mine handlinger påvirker andre mennesker. Sådan har jeg det slet ikke – tværtimod. Det her vil højst sandsynligt være noget, som jeg vil have det dårligt med i rigtigt langt tid, hvis ikke for evigt, da jeg nærmest samler på ting, jeg kan slå mig selv oveni hovedet over.

Så til pigen, der sad bag mig til oversættelseseksamen – undskyld. Undskyld, at jeg ikke var modig nok til at sige undskyld til dig efter eksamen. Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg gøre det anderledes, men det kan jeg desværre ikke. Derfor kan jeg blot sige undskyld. Så undskyld! 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *