At være studerende og samtidig være introvert

Camilla Lærke Lærkesens kronik Undskyld, jeg er introvert har efterhånden et par år på bagen, men nu, hvor vi med hastige skridt nærmer os studiestart, synes jeg alligevel, at den skal læses af alle nye studerende. 

Jeg kan huske, at kronikken var en kæmpe øjenåbner for mig, idet den italesatte en problematik, som jeg har gået og tumlet med hele mit liv – og som jeg specielt er blevet opmærksom på, efter jeg er blevet universitetsstuderende. Min barndom var præget af sygdom, og mine teenageår præget af social angst og depressioner, så da jeg startede som studerende, og følte mig ekstremt overvældet over det sociale aspekt af uddannelsen, skød jeg skylden på manglende træning.

Men nej, jeg er såmænd bare introvert.

Jeg kunne ikke forstå, hvordan mine medstuderende kunne sidde til undervisning en hel dag og derefter tage et par timer i fredagsbaren. Det virkede som om, at deres “ur” første begyndte at tælle, når vores timer var forbi, hvor mit havde talt siden jeg trådte ud af min hoveddør. Selve undervisningen talte også med i mit sociale regnskab, da man kunne risikere gruppearbejde, fremlæggelser, eller favoritten blandt nogle undervisere, den såkaldte “harpooning”-metode, hvor de henvender sig til tilfældige studerende og beder om et svar på et spørgsmål. Med andre ord: man er konstant “på”, og har meget og mange, som man skal forholde sig til. Oveni dét, er der selve indholdet af undervisningen, køen i cafeteriet, samt de små og tilfældige interaktioner med andre studerende, som gør mig uendelig glad, men som også gør mig træt.

Ekstroverter får energi ved at være sociale, og ved at tilbringe tid med andre mennesker. Introverter, som mig, bliver drænet for energi, og har derefter brug for tid til mig selv, for at kunne lade op igen. Det har intet at gøre med, hvorvidt man nyder socialt samvær, for der er intet, jeg elsker mere, eller føler er mere givende, end at tilbringe tid med andre mennesker. Det handler blot om, at jeg har behov for efterfølgende at trække stikket ud, og til ikke at skulle forholde mig til mere eller flere, end blot mig selv.

Jeg har også på den måde fundet ud af, at det er vigtigt, at man som både det ene og det andet, omgiver sig med mennesker, der har forståelse for den måde, man fungerer på. Jeg har ikke selv valgt at være introvert, men det hjælper en del at have den selvindsigt, da den giver mig forståelse og tolerance for mine egne behov. Og hvis man har forståelse og tolerance for sine egne behov, kan man også nemmere formidle det til andre mennesker.

Jeg har (oftest) brug for en stille og rolig eftermiddag på sofaen efter skole, hvor det kun er mig, mine katte, og Jessica Fletcher. Det giver mig lige præcis den mængde stimulation, jeg kan klare, når jeg har været i gang hele dagen, og det er dét, der virker for mig. Og det er måske også det, der virker for dig.

Så hvis du er ny studerende og føler dig overvældet over alle de sociale engagementer på dit studie, så skal du vide, at du ikke er alene. Hvis du er “gammel” studerende og har måttet nedprioritere det sociale miljø på dit studie til fordel for nødvendig alenetid, så er du heller ikke alene. Og hvis du, efter en lang eftermiddag med repetitive forelæsninger, har brug for at danse fandango på bordene i din respektive studiecafé, er du heller ikke alene. Eller måske ligger du et sted lige midt imellem, og dit behov afhænger af kontekst, arrangement, osv. I så fald, er du heller ikke alene. Der er mange derude, der kan relatere, og jeg ville ønske, at det blev talt om noget mere.

Du vil måske også kunne lide

1 kommentar

  1. Nu er det efterhånden længe siden jeg selv var studerende, men jeg gennemgik præcis det samme som dig, da jeg i tidernes morgen frekventerede diverse danske universiteter. Behovet for at trække stikket er ikke blevet mindre efter jeg kom ud på arbejdsmarkedet. Heldigvis er jeg ikke alene – eller det håber jeg ikke … Tak for et fint indlæg!
    Girl Interrupted recently posted…Depressiv mandag: Tag dig sammenMy Profile

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge