Tro, håb, og kærlighed: at søge ind på en videregående uddannelse

Young woman carrying backpack put her hands up

Vi har for længst passeret tiden med studentervogne og den evige debat om, hvem der har ret til at gå med studenterhue, og er nu i slut-juli: en tid, der står i de videregående uddannelsers tegn, og dermed snak om arbejdsløshed, værdien af humanvidenskab og samfundsvidenskab, og om hvorfor vi ikke bare alle sammen kan uddanne os til håndværkere, ”for dem kommer vi sgu til at mangle en masse af i fremtiden.” Jo jo, man kan altid regne med Politikens kommentarspor på deres Facebook-side. Det er sjovt, hvordan vi alle sammen pludselig bliver eksperter på samfundets fremtidige behov, og føler, at vi har patent på folks fremtid. Er vi f.eks. ikke rigtigt glade for, at nogen har valgt at læse russisk, når nu Putin har vist sig at være – well – Putin?

Alle har nu fået svar på deres ansøgninger, og den nervepirrende tid, hvor man ikke ved, om man er købt eller solgt, er forbi. Nogle er rigtigt glade, nogle er rigtigt kede af det, og nogle er bare glade for at få SU (sad, but true). Jeg har selv været så “heldig” at opleve det to gange, og begge gange var lige nervepirrende af forskellige årsager.

Første gang var det nervepirrende fordi jeg aldrig havde prøvet det før, og var enormt bange for, at jeg ikke ville blive optaget overhovedet. For hvad skulle jeg så lave? Mange bruger året produktivt, hvor de arbejder i stedet, men da på daværende tidspunkt var (og stadigvæk er det) meget udfordret fysisk, var det ikke som sådan en mulighed for mig. Jeg følte allerede, at jeg var kommet sent i gang, også selvom jeg havde brugt de forgangene tre år på et studenterkursus for at kvalificere mig til overhovedet at kunne komme ind på universitetet. Min vej har hverken været slagen eller ukompliceret, men universitetet har altid været målet, og der var derfor meget på spil.

Jeg var i USA, da jeg fandt ud af, at jeg var kommet ind på historie på Københavns Universitet – min første prioritet. På grund af tidsforskellen var det ikke noget med at vente til midnat for mig; i stedet fik jeg beskeden kort før aftensmaden og var bare mega lykkelig. Fremtiden var sikret – eller sådan føltes det i hvert fald. Jeg startede på historiestudiet i 2013, hvor jeg tilbragte de næste fire semestre (var dog sygemeldt på tredje semester), indtil jeg efter en snak med min søster, blev klar over, at jeg var nødt til at skifte – for min mentale sundheds skyld.

Anden gang jeg sad og ventede på svar, var i sommeren 2015. Hvis jeg følte, at der havde været meget på spil tilbage i 2013, var det intet i forhold til, hvor afgørende udfaldet føltes i 2015. Jeg havde endnu ikke opsagt min plads på historie, og tanken om at vende tilbage efter sommerferien gav mig kvalme. Min ansøgning om optagelse på engelskstudiet var et gamble, men til gengæld var det en utrolig velovervejet beslutning, som lå lige til højrebenet – også selvom at det var svært. Faktisk var engelskstudiet min plan i mange år, og at søge ind føltes lidt som at finde sammen med en ungdomskæreste, som var ens store kærlighed, efter at have tilbragt flere år med én, der måske var lidt mere voksen og støvet (det er trods alt historie, vi taler om). Men jeg kom ind, og halleluja for det, for det var fandeme vigtigt.

Men det er et utroligt uforudsigeligt system, da det adgangsgivende gennemsnit ændrer sig fra år til år, og man kan pludselig være 0.1 point fra et studie, man ellers troede, man var sikker på. Man kan jo kun basere sine chancer på det førhen eksisterende adgangskrav, og jeg ved, at gennemsnittet på både historie og engelsk har ændret sig, siden jeg startede.

Jeg tror måske, at jeg vil skrive et par indlæg omkring min tid som hhv. historiestuderende, engelskstuderende (mit nuværende studie), og dét, at skifte studie. Det er ikke altid en nem beslutning!

Photo source

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge